En granskning af EU’s kommende budget: direkte skatter, lån og finanspolitisk uafhængighed

Analyse 5 min. læsning

Alting koster – og det gælder også for driften af EU. Unionen har et samlet årligt budget i omegnen af 193 mia. euro. Det svarer i runde tal til 1,4 billioner kroner. Danmarks bidrag beløber sig til ca. 25,5 mia. kroner om året.

Og netop i disse uger og måneder diskuteres det indgående, hvordan dette budget skal se ud i fremtiden. Det er ikke den mest folkelige debat, men det er til gengæld en af de vigtigste: Hvor mange penge skal EU have at gøre godt med de kommende år – og hvem skal betale for det?

EU’s budget: Stram styring

EU lægger ikke et nyt og frit budget år-for-år. Det er styret af ganske stramme regler, hvoraf et par stykker lige bør nævnes:

For det første er der tale om en flerårig, finansiel ramme. I EU fastlægger man med andre ord en finansiel ramme på mindst fem år, og de årlige budgetter skal så holde sig inden for denne overordnede ramme. I praksis arbejder man med en syvårig ramme, og det er netop den ramme, der forhandles om nu, da den kommende syvårsperiode ligger fra 2028 til 2034. Kommissionens forslag til den nye flerårige, finansielle ramme blev præsenteret i sommeren 2025, og heri har Europa-Kommissionen lagt op til en ganske massiv udvidelse af den flerårige ramme.

For det andet skal EU’s budget balancere. EU må således ikke tage beslutninger, der påvirker budgettet uden på forhånd at have sikret sig finansieringen. Og her er det værd at bemærke, at EU ikke lige så nemt som medlemslandene ”bare” kan udstede statsobligationer og låne sig til forbrug.

For det tredje skal den flerårige, finansielle ramme vedtages med enstemmighed i EU’s ministerråd, efter at Europa-Parlamentet har godkendt forslag med almindeligt stemmeflertal. Ethvert medlemsland har med andre ord formelt set vetoret over forslaget til den flerårige, finansielle ramme. Fastlæggelsen af EU’s budget er dermed strammere styret, end tilfældet er i mange medlemslande. Det er som udgangspunkt et sundt træk, og det har da også været et grundtræk ved EU’s finansregler nærmest siden begyndelsen: Reglen om det balancerede budget stammer f.eks. helt tilbage fra Rom-traktaten i 1957, og kravet til at have pengene på hånden på forhånd stammer fra Maastrich-traktaten fra begyndelsen af 1990’erne.

Budgettet er en ting – regnskabet er en anden

Denne stramme styring har naturligvis sin begrundelse. For det første fordi de forskellige medlemslande gerne vil holde hånd i hanke med, at de andre lande ikke spenderer løs af penge, der ikke er deres. For det andet fordi der jo er tale om ganske anseelige beløb, der skal forhandles, når EU forhandler budget.

Og her er det, at udfordringerne opstår. For EU’s traktatfæstede budgetdisciplin er ikke det samme som, at EU har en stærk finansiel disciplin forstået på den måde, at der er fuld åbenhed og kontrol med, hvordan budgettet anvendes, og om det anvendes til det formål, pengene er sat af til.

Kontrollen hermed ligger i den europæiske revisionsret, der hvert eneste år skal
gennemgå EU’s regnskab for at sikre, at den faktiske brug lever op til de krav, som
traktaterne stiller – at pengene går til de formål, de er sat af til.

Og revisionsretten har på intet tidspunkt siden dens oprettelse vurderet EU’s regnskab som fuldkommen retvisende; selvom det overordnede regnskab i nyere tid generelt vurderes som pålideligt (modsat tidligere), påtaler revisionsretten gentagent og vedvarende lovligheden af underliggende, konkrete udgifter.

Den stramme budgetdisciplin, som den er forudset i traktaten, er med andre ord ikke nået helt og fuldstændigt ud til det yderste led, hvor pengene faktisk bruges.

Den hemmelige forhandling

Denne uigennemsigtighed er værd at holde sig for øje, når man kigger nærmere på forslaget til den kommende flerårige, finansielle ramme. Som nævnt ovenfor præsenterede Europa-Kommissionen sit forslag hertil i sommeren 2025, og med dette forslag ønsker Kommissionen at øge den flerårige, finansielle ramme for 2028-2034 med ca. 46 procent sammenlignet med rammen for 2021-2027.

Der arbejdes med andre ord målrettet på en massiv og ganske voldsom udvidelse af EU’s budget – og dermed også af medlemslandenes (inklusive Danmarks) betaling hertil. Hvis det danske bidrag på ca. 25 mia. kroner til EU skulle stige som foreslået, ville det potentielt være en permanent, årlig ekstraregning på over 15 mia. kroner. Et senere forhandlingsudspil fra det irske formandskab har reduceret det beløb til næsten 13 mia. kroner. Det faktiske beløb kan naturligvis blive et andet – det afhænger af den konkrete model – men der er under alle omstændigheder tale om et beløb af en sådan størrelse, at
det burde tiltrække sig højlydt opmærksomhed både i medier og hos politikere.

Den danske regering har traditionelt været en finanspolitisk høg i EU-sammenhæng. Det er dog en position, man har blødt en del op.

Det ses f.eks. i den interessante fælleserklæring, som den danske regering skrev sammen med den tyske, nederlandske, østrigske, svenske og finske regering. Heri slog man bl.a. fast, at man godt kunne acceptere et voksende EU-budget, hvis det ikke voksede for hurtigt, og hvor man afviste, at EU bør låne mere for at dække sine udgifter. Denne erklæring tiltrak sig en vis opmærksomhed i danske medier, men den politiske diskussion af det fyldte ikke meget. Dette kan undre, for fælleserklæringens budskab var, at man godt kunne acceptere et stigende budget, hvis bare det gik langsommere, end Europa-Kommissionen foreslog. Med andre ord: En position, der måske blev fremstillet som spareivrig, men som reelt set var det modsatte. Den slags kunne og burde måske have været genstand for noget mere politisk opmærksomhed.

Samtidig er der tale om en EU-retsakt, der skal vedtages med enstemmighed, hvorfor Danmark har vetoret. Derfor kan den politiske debat i hvert medlemsland, hvis den tager fart, få en ret afgørende betydning for EU-budgettet som helhed. Det er med andre ord ikke ligegyldigt, om og hvad der bliver diskuteret i Danmark. Derfor kan det også undre en smule, at den politiske diskussion ikke har været mere højlydt.

Et budget med betydning for EU’s forfatningsmæssige ordning

Og det er ikke kun beløbets størrelse, der burde tiltrække sig opmærksomhed. Også dele af i Kommissionens forslag til budgetrammens struktur kan få betydning for EU’s overordnede indretning og udvikling. Der er flere årsager til dette ønske, hvoraf især tre bør fremhæves.

Europa-Kommissionen ønsker at få større muligheder for at stifte EU-gæld. Det har man tidligere haft stor succes med at bruge i form af den såkaldte NextgenerationEU-mekanisme. Et lån, der i øvrigt koster et trecifret milliardbeløb – i euro – at afdrage og betale renter på de kommende år. Det vil man have større muligheder for at gøre i fremtiden også. F.eks. foreslås lånefond ved navn ”Catalyst Europe”, hvor man vil lægge 150 mia. euro, som kan bruges til lån til medlemslande, der skal investere i forsvar, energi og ”strategiske teknologier”, dvs. teknologier og brancher, som man ønsker at fremme politisk. Det er industripolitik i praksis – for lånte penge. Dertil kommer et forslag om at
giver EU mulighed for at afsætte op til 400 mia. euro til udlån til medlemslande i
krisesituationer.

At EU låner penge, har ellers indtil nu alene været betragtet som en slags
krisemekanisme. Nu vil man gøre det til en mere permanent størrelse i EU’s finansielle setup.

NextGenerationEU blev oprettet for at få EU på fode igen efter Covid19. Men det er ikke uventet, at man ønsker at gøre et redskab som dette mere permanent og dermed udgøre en fiskal magtforskydning fra medlemslandene i retning af Bryssel. I praksis vil det være Europa-Kommissionen, der kommer til at stå med ansvaret for alle de lånte penge og deres administration og uddeling. Og det betyder større finanspolitisk uafhængighed og indflydelse til Europa-Kommissionen over for medlemslandene. Dette er et markant – men ikke overraskende – nybrud.

Dette skal også ses i lyset af, at Europa-Kommissionen ønsker at politisere uddelingerne af EU-midler rundt omkring. Dette skal forstås på den måde, at Europa-Kommissionen ønsker at midlerne i højere grad skal kobles til reformer og målsætninger, som EU (i praksis Europa-Kommissionen) ønsker at fremme.

Denne tilgang har både fordele og ulemper. En fordel er, at denne styringsmodel betyder et øget fokus på, at de ønskede politikker faktisk fremmes og gennemføres. Mindre automatudbetaling og mere fokus på fremdrift. Det kan der som udgangspunkt være noget sundt i.

Modsat er ulempen er en øget risiko for en magtforskydning til Europa-Kommissionens store gevinst. Øget fleksibilitet i budgetterne er en institutionel forskydning af magt fra lovprocessen til den udøvende institution, dvs. Europa-Kommissionen: Kommissionen får større mulighed for at flytte større beløb rundt mellem forskellige initiativer og politikområder efter forgodtbefindende. Dermed kan den ofte delikate magtbalance i EU-systemet forskubbes som følge af en økonomistyring, hvor Europa-Kommissionens rolle for bordenden bliver meget mere tydelig.

Denne magtforskydning bliver meget tydelig, når man samtidig ser, at Europa-
Kommissionen i endnu højere grad ønsker at koble overholdelse af EU’s retsstats- og rettighedsgarantier til udbetaling af EU-midler. I centrum af det hele står Europa-Kommissionen, der for det første får mere frirum til at vurdere, om et land lever op til unionens værdier, som Kommissionen tolker dem, og for det andet får mere fleksibilitet til at drage de økonomiske konsekvenser af denne vurdering ved f.eks. at tilbageholde investeringer og lignende.

Dette er et potentielt ret vidtgående greb, selvom det på papiret alene handler om at sikre retsstaten og borgernes rettigheder.

Sidst, men ikke mindst ønsker Europa-Kommissionen endnu flere såkaldte ”egne
indtægter”, dvs. midler, som tilflyder EU og især Kommissionen direkte og uden om medlemslandene. Allerede i dag får EU egne midler fra bl.a. told på varer, der importeres udefra, samt fra en afgift på plast, der betales af forbrugerne, og som går direkte til EU.

Det måske væsentligste nybrud på dette felt er Kommissionens ønske om at indføre en direkte og europæisk virksomhedsbeskatning. Den kaldes ”CORE” – ”Corporate Ressource for Europe”, og her er tale om et virksomhedsbidrag direkte fra europæiske virksomheder til Europa-Kommissionen. Finansministeriet har vurderet, at dette vil koste danske virksomheder i alt ca. 1,7 mia. kroner – en omkostning, der altså skal lægges oven det forøgede bidrag, som den danske stat lægges op til at skulle betale.

Flere frie midler betyder større økonomisk uafhængighed. Og større økonomisk
uafhængighed betyder større politisk uafhængighed. Derfor har flere ”egne ressourcer” været et ønske i Europa-Kommissionen i mange år. Det er således ingenlunde overraskende, at dette kommer på banen igen, og det er nok ej heller sidste gang.

Det samlede billede: Europa-Kommissionen tager syvmileskridt
mod mere uafhængighed

Det store indtryk af Kommissionens forslag er, at det er udtryk for et meget stort skridt i retning af et EU – en Europa-Kommission – der er mere uafhængigt af sine
medlemslande. Både rent fiskalt i form af flere finanspolitiske redskaber, dvs. lån og egne ressourcer, og mere styringsmæssigt i form af den øgede fleksibilitet.

Så stort et skridt bliver der næppe taget. Europa-Kommissionens forslag har allerede mødt ganske megen modstand, og f.eks. har den gruppe lande, der sendte fælleserklæringen sammen med Danmark, allerede sagt nej til yderligere muligheder for lån.

Men at EU’s budget bliver udvidet, synes omvendt en given størrelse. Og det er også rimeligt at forvente, at EU’s finanspolitiske fleksibilitet forøges mærkbart. Måske ikke på papiret, men så i praksis.

Argumentet vil være et behov for at styrke både EU’s sikkerhed og EU’s konkurrenceevne. Det burde dog ikke være nødvendigt med mere central styring og planlægning – endsige lån – at styrke nogen af delene. Måske ligger udfordringen derimod netop i ønsket om mere central styring og planlægning.

Af cand.scient.pol., Ph.D. Morten Jarlbæk Pedersen


Heimdal arbejder for

    • Mere åbenhed i EU’s lovgivningsproces.

    • En stærkere rolle for Folketinget i den danske EU-politik.

    • En ærlig samtale om, hvilke beslutninger der bør træffes i fællesskab – og hvilke der bør forblive nationale.

Del artiklen:

Facebook
Twitter
LinkedIn
Email