Hvorfor Heimdal blev skabt
Tænketanken Heimdal er skabt, fordi alt for meget i Europas politiske udvikling bevæger sig i den forkerte retning – og fordi alt for få tør sige det højt.
I dag præges Europa af et stadigt voksende EU-bureaukrati, øget centralisering og detailstyring, som udfordrer frihed, innovation og demokratisk selvbestemmelse.
Vi kæmper imod et stadigt voksende EU-bureaukrati
Lag på lag af regler, krav og rapportering kvæler initiativ, hæmmer vækst og dræner europæisk virkelyst. Mens resten af verden investerer i innovation og fremdrift, bruger Europa stadig mere energi på administration, kontrol og regelopfyldelse – med alvorlige konsekvenser for vores velstand og konkurrenceevne.
Vi kæmper imod centralisering og harmonisering
Når stadig flere beslutninger træffes langt fra borgerne, forsvinder de sunde incitamenter til at tænke nyt og gøre tingene bedre. Europas historiske styrke har været konkurrencen mellem forskellige modeller, lande og løsninger – ikke ensretning.
Vi kæmper imod detailstyring og føderalisme
Demokratisk legitimitet kræver nærhed, ansvar og mulighed for at vælge anderledes. Når magt flyttes fra nationale parlamenter til overnationale institutioner, svækkes borgernes indflydelse, og afstanden mellem beslutninger og konsekvenser vokser.
Vi kæmper imod den ensidige EU-begejstring
Alt for ofte forties eller bortforklares Unionens åbenlyse problemer af medier, NGO’er, eksperter og tænketanke, der betragter mere EU som et mål i sig selv. Den tavshed er skadelig – ikke blot for debatten, men for Europas fremtid.
Hvad kæmper Heimdal for?
Heimdal kæmper for ærlighed, åben debat og reelle alternativer. For et Europa, der igen bygger på frihed, konkurrence og demokratisk ansvarlighed. Og for et samarbejde mellem europæiske nationer, der styrker – frem for erstatter – deres selvbestemmelse.